Socialøkonomi

I Danmark har vi en rigtig dårlig vane med at udstøde både ting og mennesker, i det øjeblik de ikke lever 100% op til vores forventning. Vi prøver at gå den anden retning, men Buddha Bikes er på ingen måde en institution. Det er en arbejdsplads, der anerkender værdien af de fantastiske individer som ofte bliver udstødt og parkeret i sociale systemer. Og ligesom din mormor's cykel fra 1972 er det virkelig dumt at udstøde og smide væk: Det er spild af noget smukt og uerstatteligt. 

Vi der arbejder i Buddha Bikes har et væld af diagnoser. Og dem der ikke har, burde nok få en. Og gæt en gang - vi er stadig helt almindelige cykelglade folk, der gerne vil gøre vores job godt og vores kunder glade. Alt i mens vi har det sjovt. 

At være en 'Registreret Socialøkonomisk Virksomhed' betyder i korte træk, at man lever op til 'Lov om Registrerede Socialøkonomiske Virksomheder' og den kan du læse i al sin simpelhed her. På almindelig dansk står der i denne lov, at du ikke skal være et selvisk røvhul, men gøre en indsats for din omverden og dokumentere det.

Vores dokumentation kan du læse her.

Vores partnere kan du læse om her.

Vi er meget åbne overfor praktikophold. Vi lærer nogle nye mennesker at kende og vi får en chance for at smitte andre med vores cykelkærlighed. Vi får lidt hjælp med arbejdet og vi gør en person en tjeneste. En praktik er desuden en rigtig god måde at lære hinanden at kende på, og de fleste uddannelsesforløb starter således med en praktik. 

Vi har blot ét afgørende princip når vi skal sige ja eller nej: Vi skal tro på, at kan gøre en forskel for praktikanten.

 

Tror vi ikke på at et praktikforløb vil være en succes, så siger vi nej tak. 

Mange af vores praktikforløb tjener som afklaring på spørgsmål om hvorvidt en given person er uddannelsesparat - og hvorvidt vi muligvis kan hjælpe med at blive parat. 

Vil man være cykelmekaniker, så skal man gennemføre en uddannelse ved Teknisk Skole, en uddannelse der primært foregår på praktikstedet med grundig 1:1 undervisning. 

Vores lærlinge-pladser bliver prioriteret til unge, der har svært ved at få lærlingeplads andre steder: Dem vi kan gøre en forskel for, som vil gælde resten af livet.

Vi tager sjældent lærlinge ind, før de har gennemgået et praktikforløb hos os. At skrive under på en uddannelsesaftale af over 3 års varighed er et stort skridt. For alle parter er det en god ide, at man lige har set hinanden an først. 

Uddannelsesministeriet stiller også en række krav om gennemførte folkeskole-fag. Ligeledes er det et krav, at man er i lære 37 timer om ugen. Der kan i visse tilfælde søges dispensation fra Teknisk Skole, men uanset er der i mange tilfælde et stykke vej før man som individ er 100% klar til en læreplads. Derfor starter vi typisk med praktikforløb.

Praktik

Uddannelse

Ansøgninger sendes via email til info@buddhabikes.dk
Buddha Bikes København Logo